|
Leddegigt er en inflammatorisk ledsygdom, hvor patienten får en smertefuld betændelsesreaktion i flere led. Samtidig optræder oftest andre symptomer, især stivhed i leddene og træthed. Hvis sygdommen ikke bremses sker en nedbrydning af både brusk og knogle i leddet. Hænder og fødder rammes i de fleste tilfælde tidligst, men som regel vil flere led blive angrebet.
DiagnoseDiagnosen kan i begyndelsen kun sjældent stilles ved en røntgenundersøgelse, men bygger på resultatet af en reumatologisk specialundersøgelse kombineret med en antistofundersøgelse af blodet og en ultralydsundersøgelse, hvor man kan se hævelse af ledhinden og væskeansamling i leddet. Denne undersøgelse giver også mulighed for at se de tidligste tegn på nedbrydning i leddet.BehandlingBehandlingen er medicinsk med henblik på at dæmpe eller ”slukke” inflammationen. Sideløbende hermed vil injektion af inflammationsdæmpende medicin i leddet ofte være hensigtsmæssig.Fysisk træning er et vigtigt element i behandlingen. Den meget effektive medicinske behandling man i dag kan give patienter med leddegigt skal iværksættes tidligst muligt. Herved hæmmes nedbrydningen i og fejlstillinger af leddene.
På Center for Reumatologi vil det være de samme behandlere, der følger patienten hele forløbet. Når sygdommen er under kontrol, vil det ofte være tilstrækkeligt med 3-4 konsultationer om året. |