|
WAD (whiplash relateret tilstand = piskesmældssyndrom) er betegnelsen for de symptomer som opstår efter et whiplash-traume.
Det klassiske whiplash-traume opstår i forbindelse med et biluheld, hvor den skaderamte påkøres bagfra og nakkestøtten ikke yder tilstrækkelig beskyttelse. Ved påvirkningen af halshvirvelsøjlen sker der sandsynligvis beskadigelse af muskler og ledbånd, hvorimod der ikke normalt påvises skader synlige på røntgenundersøgelse eller skanning.
Undersøgelse hos rygspecialist kan bidrage til diagnosen. Billeddiagnostik, herunder MR-skanning, kan være nødvendig for at udelukke beskadigelse af knogler eller disci (bruskskiver).
Behandlingen er information om tilstanden, rådgivning om øvelser, evt. fysioterapi og smertestillende medicin. |